De første artister til tB24 er klar

15. november 2023

Sommeren synes en smule tættere på med de første 13 navne til TB24-plakaten.

I starten af november gik salget af partoutbilletter til TB24 i gang, og nu kan vi endelig løfte sløret for nogle af de navne, der kommer og fester med os i Tusindårsskoven til sommer.

Festivalchef Brian Nielsen siger om den første offentliggørelse:

Vi er rigtigt glade for endelig at kunne dele et udpluk af de artister, der kommer til at gæste Odense til sommer. Jeg synes, at vi kommer bredt rundt og omfavner mange af de forskellige genrer, der alle har et publikum på vores festival, og desuden får præsenteret nogle nøgleartister, som på hver deres måde har haft betydning for forskellige generationer af gæster

Som årets første hovednavn er vi stolte af at kunne præsentere David Guetta og MORTEN. Sammen gæster de to stjerne-DJ’s og producere Tinderbox med deres fælles projekt Future Rave, som uden tvivl vil sætte ild under Tusindårsskoven.

Plakaten byder på flere, store navne fra den internationale scene.  For første gang i 16 år vender den storsælgende og storhittende sangerinde Avril Lavigne tilbage til Danmark, når hun indtager Tinderbox. Siden 00’erne har hun været en af de mest indflydelsesrige stemmer på den internationale pop-punk-scene.

Gå heller ikke glip af de genforenede norske rockfantaster Kaizers Orchestra, der med en elektronisk blanding af diverse genrer charmerer med en teatralsk optræden.

Årets fest på Magicbox er også sikret. Stjerneduoen Dimitri Vegas & Like Mike, der har ligget på Top 3 på DJ Mags Top 100 siden 2015,er klar til at fyre op for bassen. Og de får selskab af den hollandske hitsmed og DJ-legende Nicky Romero.

En af de største hiphop-grupper i Danmark, der netop har spillet deres største show til dato i Parken, nemlig Suspekt, indtager også Tinderbox med et brag. Det samme gør en stor anmelder- og publikumsfavorit, med det han selv betegner som ”The Biggest Show That The World Has Ever Seen”, Benjamin Hav & Familien.

Plakaten bliver også prydet af Tina Dickow, der endelig vender tilbage til Tinderbox og folk-rock bandet, der består af brødreparret Simon og Thomas og deres syv-mand høje orkester, Jonas Blacksmith.

Af nyere navne på den danske musikscene kan du opleve vinderen af P3 talentprisen ved P3 Guld i 2023, Pil. Endnu et nyt men uundgåeligt navn, Guldimund, er stormet ind på den danske musikscene, og vandt årets lytterhit ved P3 Guld 2023, og sammen med den eksplosive elektropop-gruppe Kind mod Kind og det funklende popstjerneskud BATHSHEBA får de alle tre deres debut på Tinderbox til sommer.

Billetsalget til Tinderbox 2024 er allerede i fuld gang. Få fingrene i din billet ved at hoppe over på billetsiden.

De foreløbigt 13 navne til Tinderbox 2024 er:

Avril Lavigne (CA)

David Guetta & MORTEN present Future Rave (FR/DK)

Dimitri Vegas & Like Mike (GR)

Suspekt

Benjamin Hav & Familien

Jonah Blacksmith

Kaizers Orchestra (NO)

Nicky Romero (NL)

Tina Dickow

Bathsheba

Guldimund

Kind Mod Kind

Pil