Pil
Pil er et funklende nyt talent på den danske popscene, og hun har kurs direkte mod stjernerne.
- Torsdag
- 14:00 – 15:00
- Teltscenen

Ærlighed er den vigtigste ingrediens, når Pil Jeppesen skriver de vedkommende, dansksprogede popsange, hun siden 2018 har udgivet under kunstnernavnet Pil.
Hun er en reflekterende sangskriver, som med sin musik ønsker at skabe et trygt rum for de følelser, vi går rundt med, men sjældent råber højt om. Det kan være følelsen af at stå på et pulserende dansegulv omringet af mennesker og alligevel føle sig helt alene. Eller følelsen af at kigge på sin populære veninde og mærke jalousien brede sig i kroppen. Livet kan ikke være perfekt hele tiden, og vi mennesker kan ikke være perfekte hele tiden – uanset hvor meget vi prøver at fremstå sådan. Det er præcis det livsvilkår, som Pil omfavner i sine sange, og hun gør det på en måde, hvor der både er plads til at græde, grine, danse og lukke øjnene og puste ud for en stund.
Pil udgav sin første single ”Nattely” i 2018 og udgav året efter sin første EP Når Du Går Herfra, som Soundvenue blandt andet skrev var ”mesterligt komponeret”. Efterfølgende landede den dansable ”Gulvet”, som i 2022 udkom i en ny version med Burhan G, og singlerne ”Omvendt” med Andreas Odbjerg og ”Inde I Mig” fulgte trop, inden Pil sidste år kunne udgive sit debutalbum Kom Vi Flyver, Siger Du.
I efteråret 2021 spillede Pil sin første udsolgte koncert på Ideal Bar i VEGA, og siden har hendes live-karriere taget fart. Udsolgt Ideal Bar blev til udsolgt Hotel Cecil. Udsolgt Hotel Cecil blev til Udsolgt Lille VEGA, og nu har Pil netop skudt den nye koncertsæson i gang med en udsolgt åbningskoncert i Store VEGA. Den største scene indtog hun dog sidste år, da hun spillede for tusindvis af mennesker i Royal Arena, som support for Jada.
Vi er mere end klar til at byde Pils bundærlige musikunivers velkomment på Tinderbox!