Telmore Musik x Tinderbox
Når vi åbner dørene på Tinderbox torsdag d. 22. juni vil vores mange gæster kunne feste og slappe af i et helt nyt område, som Telmore Musik står bag. Den lyserøde farve vil danne ramme om afslappende strandstole, daglige musikquizzer og et sjovt silent disco koncept.
”Vi er superglade for at kunne præsentere Telmore Musik som ny partner på årets Tinderbox. Et farverigt musikbrand til at supplere en festival med et fantastisk fest-publikum – så bliver det ikke meget bedre, og med den fælles kærlighed til musikken ser vi et stort potentiale i at kunne udvikle dette samarbejde i de kommende år,” udtaler partnership manager hos Tinderbox, Jesper Stubkier.
Hos Telmore Musik ser de også meget frem til at udfolde partnerskabet på årets Tinderbox: ”For os er partnerskabet med Tinderbox et match made in heaven. Vi har vores store kærlighed for musik, fest og samvær til fælles. Derfor bygger vi et helt indendørs diskotek med såkaldt silent disco. Gæsterne kan selv vælge hvilken musik, der skal spilles i høretelefonerne, og så er det ellers bare at danse løs. Derudover vil der være musikquiz med rigtig gode præmier flere gange om dagen – og så har vi indkøbt 1.500 liter popcorn, så saltbalancen kan holdes ved lige i sommervarmen,” udtaler Frederik Grønlund Scholten der er CMO hos Telmore.
Du kan opleve stemningen hos Telmore lige ved siden af Den Fynske Bar i passagen mellem Rød Scene og Moonshine.