Musikguide: Tre anbefalinger fra lørdagens program

Det er lørdag, du har fri, og mens du tager din solhat på og gør dig klar til en skøn sommerdag i Tusindårsskoven, strømmer forventningens glæde ind over dig. I dag skal du nå at suge alle de sidste indtryk til dig. Du skal smage den burger, du har kigget efter i flere dage, drikke en ekstra kold fadøl i solen (du har jo fri i morgen) og (måske) vigtigst af alt skal du have så mange fantastiske musikoplevelser med hjem som muligt.

Igen i dag byder programmet på alt fra danske stjerner som Andreas Odbjerg og The Minds of 99 til internationale stjerner som Acraze og Imagine Dragons, foruden et stærkt Comedy-program på Groovebox og et som altid solidt elektronisk line-up på Magicbox. Vi har – igen i dag – samlet tre ekstra anbefalinger til dig, som mangler det sidste spice til lørdagsprogrammet. Vi ses i Tusindårsskoven!

YO JOHNNY – MAGICBOX – KL. 16.15
Lørdagen skydes i gang med et brag, når Yo Johnny holder Danmarks største privatfest på Magicbox klokken 16.15. Den danske producer med det borgerlige navn Arto Eriksen er blevet en travl mand, efter den danske elektroniske scene har fået øjnene op for hans åbenlyse talent. Med uofficielle remixes af artister som ICEKIID, BBYBITES og Medina, hans selvironiske, selvbetitlede ”Yo Johnny” og ikke mindst træfsikre producer-samarbejder, har den unge kunstner inviteret sig selv med til utallige privatfester rundt om i landet. Nu udvider Yo Johnny formatet, med hvad vi kun kan forestille os, bliver en vanvittig fest på Magicbox. Der er altså 100% garanti for fest, når Yo Johnny tvinger din krop i bevægelse med sin industrielle tech-house i eftermiddag.

PAULINE – TELTSCENEN – KL. 16.15
Er du mere til en blød start på lørdagsløjerne? Så er Pauline klar til at tryllebinde dig med magisk popmusik på Teltscenen klokken 16.15. Pauline er et af Danmarks helt store nye talenter, som med sin medrivende sangstemme og smukke tekster binder tråd mellem klassiske og moderne poptraditioner. Med sin klassiske danske poplyd og et moderne tvist, stormede hun frem med nummeret ”Ny og Næ” og var i en periode den mest spillede artist i dansk radio. Det kan vist roligt siges, at Pauline ramte plet ind i hjertet på danske musikfans på tværs af generationer. Det er både brutalt, virkelig smukt og bare helt igennem medrivende at lytte til, når Pauline deler ud af sine sange, som berører alle de tematikker, der normalt er sværest at sætte ord på.

PATINA – TELTSCENEN – KL. 19.15
Den sydfynske trio PATINA er – siden de vandt KarriereKanonen i 2019 – stormet frem på den danske upcoming-scene med singler som ”Flammer Rammer” (der var årets mest spillede sang på P3 i 2020) og den rockede ”Sådan Må Det Være (Uhhhh)”. I februar sidste år udgav gruppen deres første album med titlen Drømmefanger. Et album brygget på en bund af grænsesøgende kreativitet og kompromisløshed, som udfordrer det normale og bryder med den genremæssige vanetænkning. Missionen om at tænke helt ud af boksen går i høj grad også igen, når PATINA indtager en scene. De tre musikere tager nemlig fællesskabstanken til nye højder, når de (flankeret af deres faste liveband) skiftevis synger og buldrer afsted på trommesættet. Du vil nødigt gå glip af et af de mest interessante nye navne, vi har herhjemme, når fynske PATINA indtager Teltscenen klokken 19.15!

Appetit på mere musik? Dyk ned i lørdagens fulde musikprogram her.