The Minds of 99 spiller på tinderbox 2022!

Det har løbende været muligt at komme med musikønsker til årets program, og The Minds of 99 er i top fem af de mest ønskede artister til TB22. Nu er de endelig på plakaten!

Der kan efterhånden ikke herske nogen tvivl om, at The Minds of 99 er Danmarks mest populære band, og det vidner den massive publikumsefterspørgsel også om.

Gruppen startede karrieren helt tilbage i 2014 og har gennem syv år arbejdet sig op i den absolutte top af dansk musik udstyret med en ukuelig spilleglæde og sange så gode, at hele Danmark synger med.

De fem barndomsvenner har en imponerende række af guld- og platinplader på CV’et som også tæller fem Danish Music Awards, en P3 Guld pris, ni GAFFA Awards og fire Steppeulven-priser – for at nævne et udpluk af deres mange præstationer.

Det største bevis på The Minds of 99s styrke er imidlertid ikke antallet af priser, som en håndfuld branchefolk synes, at de har fortjent, men derimod de mere end 178 millioner af streams, som hver og én repræsenterer en musikfans lyst til at sætte et af deres numre på. For et band, der primært synger på sit modersmål i et land med kun seks millioner indbyggere, er 178 millioner afspilninger måske det største bevis på danskernes umættelige trang til lyden af The Minds of 99.

I starten af januar udgav bandet det nye album Infinity Action, som endnu engang rummer massive succeser: Fra den melankolske ”Under Din Sne” og den storslåede og eksperimenterende ”En Stemme” til den helt nedbarberede ”Emil” og den nærmest krautrockede ”Big City, Bright Lights”.

Danmarks bedste liveband?

The Minds of 99 har, siden de brød igennem, været berygtede for deres vilde livekoncerter, og de har i tidens løb også modtaget flere priser for netop deres præstationer på en scene.

Der sker en helt særlig udveksling af energier fra salen og op til scenen, når The Minds of 99 giver koncerter, og det har skabt en uudtømmelig efterspørgsel på gruppens shows. I løbet af de seneste år har The Minds of 99 blandt andet spillet for 80.000 mennesker i landets arenaer og solgt 50.000 billetter til Parken i København. Hvis det ikke er bevis nok på The Minds of 99s ry som landets bedste liveband, så ved vi ikke, hvad er.

Vi glæder os til at fejre et af dansk musikhistories mest betydningsfulde navne med jer alle sammen i Tusindårsskoven til sommer!