• Torsdag
  • 22:45 – 23:45
  • Pavilion

I 2022 kom der virkelig fart på hos den canadiske popsanger Lauren Spencer Smith. Hun opnåede tæt på 1 milliard streams og fik med singlen ”Fingers Crossed” sin første Platin-certificering.

”Fingers Crossed” blev således startskuddet til en blomstrende karriere for det unge talent, der med efterfølgende følelsesladede ballader som ”Flowers” og ”Narcissist” beviste, at hun har helt styr på, hvordan den perfekte popsang skal skæres. 

Med stærke optrædener hos blandt andet The Tonight Show Starring Jimmy Fallon, 2022-udgaven af MTV VMAs og Dick Clar’s New Year’s Rockin’ Eve, beviste hun også, at hun har mere end godt styr på at spille live, og således var en af tidens helt store nye popstjerner født.  

Udover sin vilde vokal er Lauren Spencer Smith blandt andet blevet hyldet for sine evner som sangskriver, hvor hun formår at sætte ord på den type historier og livsbetragtninger, man normalt deler med sin bedste veninde eller ven, efter solen er gået ned. Det er et ufiltreret følelsesunivers, hvor man kan føle sig både set og hørt i hendes skarpe iagttagelser om livets op- og nedture.

Kom med, når Lauren folder sig ud på Tinderbox!