• Fredag
  • 00:00 – 02:00
  • Panorama

Mere end 41 millioner mennesker lytter i skrivende stund månedligt til verdensstjernen Camila Cabello på Spotify. Hun kan skrive både sangerinde, sangskriver, skuespiller og aktivist på sit cv og har de seneste år været med til at skubbe til grænserne for populærmusik- og kultur. Hun sidder på titlen som den første spansktalende kvinde til at nå RIAA’s diamand-certificering for kæmpehittet ”Havana (feat. Young Thug)”, som året efter sin udgivelse desuden slog Spotify-rekord som den dengang mest streamede sang af en kvindelig solo artist nogensinde.

Stjernen, som startede sin karriere som medlem af den storsælgende gruppe Fifth Harmony, udgav i 2018 sit selvbetitlede debutalbum som gik #1 på det amerikanske Billboard Top 200-liste og var nomineret til en GRAMMY i kategorien ’Best Pop Vocal Album’. Udover ”Havana” tæller hendes imponerende bagkatalog hits som ”Never Be The Same”, Shawn Mendes-samarbejdet “Señorita” fra hendes andet album Romance og singlerne ”Bam Bam (feat. Ed Sheeran)” og ”Don’t Go Yet” fra hendes seneste 2022-album Familia.

Camila Cabello skulle i 2020 have spillet sin første danske koncert i eget navn i Royal Arena i København. Koncerten blev dog aflyst som følge af Corona-nedlukningen, og derfor vil det altså være første gang, at man kan opleve Camila Cabello live på dansk grund, når hun gæster Tinderbox til sommer. 

Sæt hofterne fri, når Camila Cabello bringer sin latin-inspirerede pop til Tusindårsskoven!