TB25-plakaten er fuldendt: 5 nye navne tilføjet

16. maj 2025

Med de 5 nye navne er programmet til TB25 nu fuldendt!

De sidste artister er på plads i programmet, og du kan nu gå i gang med at planlægge dit TB25 ned til mindste detalje!

Glæd dig til, at Outlandish indtager Plaza med deres fængende lyrik og catchy beats. Når de træder ind på scenen lørdag, er det både med de velkendte favoritter og forførende, nye sounds.

Fredag må du ikke gå glip af Nicklas Sahl, når han for første gang besøger Tinderbox med sine ærlige tekster og følsomme og fængende popmelodier. Gør dig klar til at skråle med på kæmpehits som “New Eyes” og “Four Walls”.

På Magicbox tilføjer vi tre stærke navne til årets program. Torsdag aften går Showtek og Adrenalize på scenen i et eksklusivt og energisk back-to-back-set, der markerer deres første fælles liveoptræden.

Årets sidste navn er den københavnske duo M&S, der åbner Magicbox fredag med et set fyldt med varm, organisk house.

Natasha Bedingfield er desværre blevet forhindret i at optræde på TB25. Hendes team udtaler: ”Due to extended recording schedule in the States, Natasha is unfortunately no longer able to perform at Tinderbox this year but is looking forward to return there in the future and sends her sincere apologies to the fans who were looking forward to seeing her!”

Vi er sikre på, at det bliver tre helt magiske dage og glæder os enormt meget til at se jer alle i Tusindårsskoven til sommer – lad planlægningen begynde!

Fang en af de sidste billetter på knappen nedenfor, og sikr dig adgang til årets største fest!