De uforgængelige popsnedkere har 40 år med hits med til dig

TV-2 er et af de mest markante og langtidsholdbare bands i dansk musikhistorie. Siden starten i begyndelsen af 1980’erne har de skrevet sange, der med et skarpt blik på hverdagen og det danske sind har ramt både yngre og ældre generationer. Deres musik balancerer pop og rock med tekster, der er både humoristiske, samfundsbevidste og dybt genkendelige.

Albummene Nutidens Unge og Nærmest Lykkelig står stadig som centrale værker, hvor TV-2 formåede at forene fængende melodier med tekster, der sagde noget om tiden og de mennesker, der levede i den.

TV-2 har altid haft en særlig evne til at forny sig uden at give slip på deres kerne. De har fulgt med tiden både musikalsk og tematisk og har formået at forblive relevante langt ud over den periode, hvor de for alvor slog igennem. De bliver ved med at have mere på hjerte, og det har nu betydet udgivelser gennem mere end 40 år.

Når TV-2 går på scenen på Tinderbox 2026 er det med et sangkatalog, du kender. Det bliver fællessang, genkendelse og en nærhed, der har været en del af bandets DNA siden begyndelsen.