Hvis du bliver forhindret i at være frivillig på Tinderbox, er det vigtigt, at du afmelder dig korrekt for at undgå gebyr. Det er dit eget ansvar at dokumentere, at du har meldt afbud korrekt.
afbud inden d. 28. maj 2026
Ved afbud inden d. 28. maj har du mulighed for frit at afmelde dig i Ruby. Det gør du ved at klikke på dit navn i øverste højre hjørne –> Profil –> “Frameld”.
Hvis du framelder dig inden d. 28. maj, får du dit depositum tilbage efter festivalen. Ønsker du dit depositum tilbage før, skal du sende en mail til volunteer@tinderbox.dk, da vi ellers ikke får besked om din framelding.
Afbud efter d. 28. maj 2026
Ved afbud efter d. 28. maj mister du dit depositum uanset årsag.
Afmelding sker ved at sende en mail til Volunteer Management på volunteer@tinderbox.dk med emnefeltet: ”Tinderbox afmelding – (Dit navn)”.
sygemelding/AFBUD EFTER afhentet armbånd
Hvis du har afhentet dit armbånd til festivalen og bliver syg eller af anden årsag skal melde afbud, skal du sende et billede/video af dig selv med dit afklippede armbånd senest 1 time før din vagt starter. Billedet/videoen skal sendes til volunteer@tinderbox.dk med emnefeltet ”Afklippet armbånd / Afbud”.
Hvis du sender et utydeligt eller tvetydigt billede, forbeholder Tinderbox sig retten til at efterspørge video i stedet. Vi anbefaler derfor altid video, hvor du afklipper armbåndet, så der ikke opstår tvivl.
Hvis du melder dig syg, forbeholder Tinderbox sig retten til at anmode om relevant og gyldig dokumentation. Denne dokumentation skal være Tinderbox i hænde senest 7 dage efter dit afbud*.
Hvis du ikke kan fremvise gyldig dokumentation for din sygdom, vil du blive pålagt et gebyr.
Alternativt kan du vælge én af følgende muligheder:
- Omplacering af vagt: Vi hjælper dig med at finde en ny vagt på et senere tidspunkt (kun i tilfælde af ledige pladser).
- Finde en erstatning: Du kan selv finde en anden frivillig, som kan overtage din vagt (ved denne løsning skal du stadig sende et billede/video af dit afklippede armbånd).
Modtager vi ikke et billede/video af dit afklippede armbånd senest 1 time før din vagt starter, pålægges du et gebyr på 3.700 kroner uanset årsag.
*OBS! Udgifter i forbindelse med dokumentationen betales af den frivillige.
udeblivelse efter afhentet armbånd
Hvis du har afhentet dit armbånd og ikke møder op på din vagt, uden at give besked til volunteer@tinderbox.dk, vil du blive registreret som udeblevet og dermed pålagt et gebyr på 3.700 kr.
Det er dit eget ansvar at melde korrekt afbud / melde dig syg.
Gebyr ved brud på regler og vilkår
Foruden ovenstående regler for afbud skal du overholde festivalens generelle Regler og Vilkår.
Brud på festivalens Regler og Vilkår eller dansk lovgivning kan medføre, at du får klippet dit armbånd, bliver blacklistet og modtager et gebyr på 3.700 kroner.