JAMIROQUAI OG WHITE LIES ER PÅ PLAKATEN!
30. oktober 2025

To nye navne er tilføjet til plakaten: Jamiroquai og White Lies.
Jamiroquai
Frontfiguren Jay Kay er kendt for sin kompromisløse tilgang til sin musik – en ægte musikalsk perfektionist. I 1996 udkom bandet med albummet Travelling Without Moving, som cementerede deres internationale gennembrud med hits som “Virtual Insanity” og “Cosmic Girl”.
De leverer gang på gang en lækker cocktail af funk, groove og disko – som havde de taget en diskokugle og blendet den sammen med neonlys og moderne beats. Det her bliver ikke bare endnu en koncert – det bliver en funky fest, hvor benene får svært ved at stå stille!
White Lies
Glæd dig til at blive opslugt af White Lies’ musikalske univers! Bandet hiver dig hele vejen rundt – fra den dybe melankoli til euforisk forløsning.
De udkom i 2009 med debutalbummet To Lose My Life…, som ramte et sweet spot på den britiske indierockscene, med sange som “Fareweel To The Fairground” og “To Lose My Life”. Albummet hoppede direkte ind som nummer 1 på hitlisterne, og det blev startskuddet på trioens karriere. De seneste år har de udgivet musik der bevæger sig mere over i det poppede og elektronisk univers med sange som “Keep Up” og “Nothing On Me”.
Billetsalget starter i morgen den 31. oktober kl. 12.00
Early Bird-billetter til TB26 blev revet væk i sommers – så man skal være hurtig, hvis man skal sikre sig en af de resterende partoutbilletter til TB26, når de bliver sat til salg i morgen, fredag den 31. oktober kl. 12.00.
Tinderbox 2026 finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25.-27. juni.