FIRE DANSKE DARLINGS PÅ PLAKATEN

28. oktober 2025

Byd velkommen Rasmus Seebach, Jonah Blacksmith, Blaue Blume & Berg.

Rasmus Seebach

Siden sin debut i 2009 med singlen ”Engel” og det efterfølgende multiplatinsælgende album, har Seebach været en uundgåelig del af den danske popscene. Med ikoniske sange som ”Natteravn”, ”Lidt I Fem” og ”Millionær” satte han scenen for dansk pop i 10’erne, og har som få andre formået at samle danskerne på tværs af generationer.

Seebachs nyeste single ”Sandheden” i samarbejde med Artigeardit, er endnu et bevis på, at han altid formår at forny sig og skabe musik, der rammer både bredt og dybt.

Jonah Blacksmith

Jonah Blacksmiths musik er som det landskab i Thy, de kommer fra: åbent, fællesskabende og fuld af kærlighed!

Med store hits som Up” og “House on Fire” har de flere millioner afspilninger på Spotify og tænder gang på gang publikum, når de brager ud over scenekanten.

Til sommer rummer sætlisten både spritnye sange fra det nye album og velkendt materiale fra bagkataloget. Glæd dig til at opleve det hele, når Jonah Blacksmith inviterer til fællesang og folkpop på Tinderbox 2026.

Blaue Blume

Fra de engelsksprogede debutudgivelser i starten af 10’erne til det dansksprogede album Regnvåde sale fra 2025, har Blaue Blume udviklet et univers, hvor det sanselige får lov til at fylde. Med forsanger Jonas Smiths karakteristiske falset, skærer han sin plads i lytternes hjerter, når han sætter ord på livets små og store følelser.

Tag dine venner i hånden og lad dig rive med til magiske sange som ”Følsom dreng” og ”Macabre”, når Blaue Blume indtager scenen i Tusindårsskoven.

Berg

Berg udgav sin første single ”Nat til Dag” i 2017 og fik for alvor sit gennembrud, da hun nåede hele vejen til finalen i DR’s KarriereKanonen i 2024. I 2025 fløj singlerne ”Koldblodet Killer” og ”10 ud af 10” ind på hitlisterne og danskernes playlister, ligesom samarbejder med Tessa på ”Ta’ Det Af” og Svea S og Klamfyr på ”Spotlight” har sat Berg på det danske poplandkort.

Hun sætter ord på emner som kærlighed, selvværd, vrede og frigørelse, og hun gør det med en stemme, der både kan bære det skrøbelige og det storslåede.

Billetsalget starter fredag den 31. oktober kl. 12.00

Early Bird-billetter til TB26 blev revet væk i sommers – så man skal være hurtig, hvis man skal sikre sig en af de resterende partoutbilletter til TB26, når de bliver sat til salg fredag den 31. oktober kl. 12.00.

Tinderbox 2026 finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25.-27. juni.