spilleplanen er klar

24. April 2026

Spilleplanen til årets Tinderbox er klar!

I er mange, der har efterspurgt det og nu er den her: Årets program med spilletider.

Som tidligere fortalt, så er årets program meget tæt på fuldendt, men der er stadig enkelte huller i tidsplanen, som vi glæder os til at fortælle mere om, så snart vi kan.

Udover de sidste få artister kan du også glæde dig til nyheder om Moonshine, madprogrammet, merchandise, armbåndspåsætning, Tuborgs Store Live Musikquiz og meget meget mere, som vi vil fortælle om løbende frem til juni.

Indtil det hele er klar, kan I udforske det brede udvalg på tværs af vores fem scener og utallige genrer. Lad planlægningen begynde!

Torsdag

Årets Tinderbox starter solidt ud, når ingen ringere end Artigeardit har fornøjelsen af at skyde TB26 i gang med en folkefest på Panorama-scenen. Alle med armbånd til torsdag får generelt en travl dag, i pendulfart mellem de to største scener, hvor store kunstnere som TV-2, Jonah Blacksmith, The Offspring, Pitbull, APHACA og Rasmus Seebach spiller på skift.

Træk dig tilbage til Pavilion og fordyb dig i Østen eller Alessi Roses fortryllende universer, eller søg mod Groovebox for en nostalgisk hitparade med Bomfunk MC’s og Hampenberg x Alexander Brown x Yepha.

På Magicbox kan du bl.a. glæde dig til at feste med Emil Lange, HALŌ og mange andre, mens verdensstjernen Alesso lukker ballet.

Fredag

På andendagen kommer vi trygt fra start, når danske URO inviterer ind på Panorama. Han er stærkt efterfulgt at stærke danske acts som Svea S, Joey Moe og Blaue Blume indtil de internationale navne som Snow Patrol, Jamiroquai og Moby slutter af for hovedscenerne. På Pavilion kan du få alt fra maskeret countrypop med Orville Peck til de hårdtslående gutter i Rock Hard Power Spray, mens Groovebox byder på en velkommen genopstandelse til 90’er ikonerne i Humleridderne og festgaranti med hitmaskinen ItaloBrothers.

Magicbox byder også på lidt af hvert og vi skal bl.a. over hårde technobeats med VE/RA, kække elektroniske beats med Ely Oaks, mens Marten Hørger, Chris Avantgarde, Vintage Culture og Camelphat tager os sikkert igennem aftenen.

Lørdag

Lørdag middag byder vi velkommen ”hjem” til fynske Kalaset, der sidst åbnede Tinderbox på Pavilion i 2024 og nu indtager den største scene. Er du til solide pophits har du en travl dag foran dig, når du skal synge med på både ”we don’t talk anymore” hos Charlie Puth, ”Hold my Hand” med Jess Glynne, ”farewell to the fairground” med White Lies, ”Stor Mand” med Tobias Rahim og ”Malaga” med Thomas Helmig inden Turboweekend lukker årets udgave af Tinderbox ned på de store scener.

På Pavilion får vi bl.a. besøg af ingen ringere end filmstjernen Keanu Reaves og hans band Dogstar, den danske rapper MAS og feststarteren KIDD sørger for at brænde teltet helt ned til allersidst.På Groovebox bliver der med garanti også festligt, når JOHNSON fyrer op for 20 års julbilæum og Barcode Brothers fløjter festen hjem.

Hedegaard, Agents of Time, Boris Brejcha og Miss Monique er bare nogle af dem, du kan glæde dig til at opleve på Magicbox indtil vores helt egne TooManyLeftHands lukker og slukker for i år med et gigantisk brag af et set B2B med selveste Rune Rask.

Nærmer sig totalt udsolgt

Efterspørgslen på billetter til årets Tinderbox har været overvældende stor og allerede i februar kunne vi melde udsolgt af almindelige partoutbilletter. Siden er flere billettyper fulgt trop og de sidste muligheder for at komme med til juni er nu 1-dagsbilletter til fredag og lørdag.

I går kunne vi melde ”få billetter” på VIP fredag, og vi forventer at efterspørgslen fortsætter i højt tempo frem mod festivalen.