6 brandvarme navne til Groovebox

28. marts 2025

Er du klar til en nostalgisk rejse, der med garanti vil trække dig ud på gulvet og bringe alle dine bedste dansemoves frem?

Svaret er selvfølgelig ja – og du kan godt begynde at glæde dig! For igen i år præsenterer vi en række brandvarme artister, som helt sikkert vil sætte gang under fodsålerne og give dig lyst til at hive hurtigbrillen på.

I år rammer Danmarks originale rap-band Østkyst hustlers Groovebox med stil og samler publikum på tværs af generationer med deres nostalgiske beats og tekster. Glæd dig til at rappe med på sange som ”Han får for lidt” og ”Penge ind på torsdag”.

Kridt danseskoene, når to artister med kæmpe ”antikommerciel Masseappel”, bringer deres funky 80’er-vibe med ind under teltdugen. Her snakker vi selvfølgelig om det energiske makkerpar Marvelous Mosell + Tue track, som med garanti vil give dig lyst til at lære at shuffle.

Hvis du derimod er en sucker for fællessang, så har vi den helt rette mand til jobbet! ”Du kan gøre hvad du vil”, men du må altså ikke misse, når Christian Brøns leverer nogle af de største danske pophits fra 00’erne.

Er du også fan af lyden af fløjter? Så må du ikke gå glip af Barcode Brothers legendariske nummer ”Flute”. De har gentagne gange bevist, at de kan få dansegulvet til at brænde på Groovebox med deres vilde rytmer – og i år bliver ingen undtagelse!


I den anden ende af skalaen finder du Tyske Warp Brothers. De står klar til at vælte dig omkuld med deres energiske optrædener og nyskabende Hard Trance-lyd. Med numre som ”Phat Bass” og ”We will survive”, vil du med ét blive transporteret til Berlins legendariske technounivers.

Sidst men slet ikke mindst, har vi Grove Coverage, som kommer ind og topper festen med deres ikoniske 00’er fortolkninger af 80’ernes og 90’ernes største hits. Tag med i tidsmaskinen og giv den gas til nostalgiske numre som ”Poison” og ”Moonlight Shadow”.

Groovebox line-uppet spænder altså fra hiphop til trance og alt derimellem.
Der skal danses på floor, synges med og måske nogle endda laver ormen?
Så kom og vær med, når vi sammen tager tidsmaskinen og holder Tusindårsskovens fedeste dansefest!

Med dagens offentliggørelse er det officielle program til Groovebox færdigt.
Vi ryster posen og prøver nogle nye ting af, og det betyder, at der ikke kommer Comedy på TB25.

Vi glæder os til at fortælle mere om alle de nye spændende ting, I kan opleve på pladsen i år! Og så går der ikke længe før, at der kommer nyt om musikprogrammet.

Du kan stadig nå at købe dig en 1-dagsbillet på knappen herunder.