- Fredag
Med sin kompromisløse ærlighed og sin evne til at sætte musik til livets kontraster har han på rekordtid skrevet sig ind på hitlisterne og i publikums hjerter. Siden sin debut-EP i 2020, I storslået kinddans, med livet som indsats, har URO vist, at han både kan skabe nærværende øjeblikke og sætte gang i festen. Med sine ærlige og sårbare tekster sætter han ord på den del af sit liv, som har været med til at forme ham til den, han er i dag.
URO formår med sin musik at ramme hele følelsesregisteret, så der både er plads til følelser og fest. Bag energien og de fængende sange ligger en dyb personlig fortælling. Hans musik er båret af erfaringer fra et ungdomsliv med uro, stoffer og en sen ADHD-diagnose. Alt dette mærkes i hans numre, som er en ærlig spejling af det liv, han har levet. Det kan man blandt andet mærke i gennembrudshittet “Når jeg Blir’ Til Jord”, som tilbage i slutningen af 2020 blev udvalgt som P3’s Uundgåelige, og senere i den populære duet ”Føles Godt” med Mekdes, der blev nomineret til P3 Lytterhittet.
I 2024 cementerede han sin plads på den danske musikscene med debutalbummet Allerhelst Vil Vi Elskes, hvor sange som “Godthåbsvej” og “Bare en Dreng” er at finde. Og da et spontant klip fra Suspekts podcast, hvor URO ubesværet freestyler over deres beat, gik viralt, blev det klart, at URO er en stemme, der både taler til hjertet og fællesskabet. Det fortsætter han på sit kommende album, der indtil videre kommer til at indeholde hans nyeste single “Happy Days”.