- Torsdag
- 22:00
- Panorama

The Minds of 99 skuffer aldrig over tid.
The Minds of 99 har siden debuten i 2012 revolutioneret den danske musikscene. Med deres unikke blanding af rock, synth-pop og elektroniske beats har de sat nye standarder for, hvad dansk musik kan være.
I foråret 2024 skrev de historie, da de fyldte Parken tre dage i træk med i alt 147.000 solgte billetter. Bandets første koncert i Parken tilbage i 2021 blev et symbol på hele Danmarks genåbning efter covid-restriktionerne og en euforisk afslutning på en EM-sommer, hvor energien var elektrisk, og hvor danskerne endelig kunne samles igen.
The Minds of 99 er hele Danmarks nationalband, og koncerterne er blevet til begivenheder, som alle vil være en del af. Med et bagkatalog fyldt med hits som “Under Din Sne,” “Alle Skuffer Over Tid” og “Hurtige Hænder”, har bandet skabt fællesskab, nationalfølelse og medkærlighed.
Siden gennembruddet har de udgivet fire anmelderroste albums, 25 hits, der har opnået guld- og platincertificeringer, og vundet priser som “P3 Guld Prisen”, “Årets Band” og “Årets Album”. Bandet fortsætter med at genopfinde sig selv og skabe musik, der både udfordrer og forbinder på tværs af generationer.
Glæd dig til at skråle med på ”Ung Kniv”, ”Solkongen” og mange andre hits, når The Minds of 99 igen gæster Tinderbox.