• Torsdag

Kayak er en dansk indie-popgruppe bestående af Eva Berghamar, Carl Magnus Olsen og Albert Odgaard, som hurtigt har markeret sig som en af de mest interessante nye stemmer på den hjemlige scene.  

De blev for alvor bemærket med singlerne “Svært Ikke At Forsvinde” og “Stories”, hvor sidstnævnte blev P3’s Ugens Uundgåelige og gav bandet stor radiospilleværdi tidligt i karrieren. 

Musikken er præget af synth-lag, luftige vokaler og eksperimenterende guitarer. Teksterne kredser om følelser, tvivl, længsel og håb. Lagt sammen bliver det et udtryk, der både er stort og intimt på samme tid, samtidigt med, at der er melodier, du kan synge med på  

I 2025 udgav Kayak deres debut-EP, Under Øjenlåg, der åbnede dørene til et univers med både melankoli og lyst til at finde sit eget fodfæste i verden. EP’en bragte dem ud på podiet ved flere store danske scener og banede vejen for deres første headliner-koncerter i efteråret 2025.  

Til Tinderbox 2026 kan publikum forvente en koncert, hvor både de sårbare melodier og de store øjeblikke får plads til at udfolde sig live.