- Lørdag
Verdensstjernerne fra Green Day indtager Tusindårsskoven.
Med mere end 75 millioner solgte plader, 10 milliarder samlede musik- og videostreams, fem Grammy Awards og en plads i Rock and Roll Hall of Fame kan det ikke været gået nogens næse forbi, at Green Day har skrevet rockhistorie siden deres dannelse i Californien tilbage i 1986.
Green Days vilde karriere tog for alvor fart, da de i 1994 udgav det skelsættende album Dookie, der havde sange som ”Basket Case” og ”When I Come Around” på tracklisten, solgte over 10 millioner eksemplarer og opnåede 10x Platin Diamant-status.
Dookie blev ikke bare begyndelsen på noget stort for Green Day, men for en hel bølge af punkrock, der pludselig fik mainstream opmærksomhed og fik Entertainment Weekly til at kalde Green Day for ”deres generations mest indflydelsesrige band”.
Der er kommet mange flere succesfulde album fra Green Days hånd siden da, der med sange som ”Boulevard of Broken Dreams”, ”Wake Me up When September Ends” og ”American Idiot” har beriget os med en række udødelige punkrock-klassikere. Tidligere på året udkom gruppens 14. album med titlen Saviors, som gik #1 på syv forskellige Billboard-hitlister og cementerede, at Billie Joe Armstrong, Tré Cool og Mike Dirnt stadig er varme i dag næsten fire årtier inde i deres karriere.
”It’s Green Day’s world now,” skrev The New Yorker efter udgivelsen Saviors, og det kan vi kun erklære os enige i.