• Lørdag
  • Magicbox

Amél er et af de nye navne, der bevæger sig hurtigt frem på den internationale elektroniske scene. Han er fra Denver, USA, og har en klassisk musikbaggrund med violin som fundament – noget, der tydeligt præger hans melodiske og euforiske lyd. 

Kernen i hans musik er melodierne. De store, følelsesladede temaer og rene opbygninger er hans klare styrke, og han mestrer dem på et niveau, hvor de færreste kan være med. Det er også en væsentlig forklaring på, at nogle af elektronisk musiks største navne har fået øjnene op for ham. 

I 2023 blev han signet til Afrojacks label WALL Recordings, og Afrojack har siden spillet en markant rolle i hans gennembrud. Han har gentagne gange taget Amél med på scenen og kaldt ham et af de mest lovende navne inden for elektronisk musik. 

I 2025 nåede Amél et foreløbigt højdepunkt med ”Our Time”, udgivet sammen med Afrojack, Martin Garrix og David Guetta. På Magicbox kan publikum opleve ham tidligt i karrieren – et sjældent indblik i en artist, der er på vej mod de største scener, med et show drevet af melodier, energi og tydelig spilleglæde.