13 nye navne og spilletider

31. marts 2025

Internationale stjerneskud, danske darlings og elektroniske sværvægtere er på programmet, når vi i dag løfter sløret for 13 nye navne, der så godt som fuldender årets plakat og line-up.

Latto

Den Grammy®-nominerede hiphop-stjerne Latto aka Queen of Da Souf får temperaturen i Tusindårsskoven til at stige med millionstreamende hits som ”Big Energy”, ”Blick Sum” og ”Put It On Da Floor”. Der er lagt i ovnen til et brag af en hiphopfest, når rapperens altid skarpt koreograferede show kommer til Odense.

Marcus King

I den helt anden ende af genrespektret kan årets festivalgæster også glæde sig til at opleve en anden Grammy®-nomineret amerikaner. Den Americana- og blues-spillende Marcus King, gæster nemlig festivalen med sin rå vokal og fænomenale guitarspil, der for en stund vil omdanne scenen i Tusindårsskoven til en bluesbar i South Carolina.

Specktors, Kundo og thor farlov

Fra den danske musikscene præsenteres Specktors, en gruppe der er garant for et brag af en fest, og den danske rapper Kundo, der vil bringe sine skarpe tekster og energiske optræden til scenen. Thor Farlov, der er kendt for sin disco-house-inspirerede pop, vil også være en del af festivalen og sørge for, at stemningen forbliver i top.

Meget mere magicbox

Den del af publikum, der sætter kursen mod Magicbox-området, når de træder ind på festivalpladsen, kan se frem til et næsten komplet line-up med alt fra nye, spændende artister til store EDM-superstjerner.

Afrojack

Den hollandske DJ og producer Afrojack har domineret den elektroniske scene i mere end et årti og vender nu tilbage til Magicbox for første gang siden 2017. Som en mester i både radiovenlige hits og hårdtslående festivaltracks har han skabt globale megahits som ”Take Over Control” og ”No Beef” og produceret for nogle af verdens største artister. Der er garanti for et set med maksimal energi og tunge drops.

Matroda

En af de mest spændende debutanter på Magicbox i år er kroatiske Matroda. Kendt for sin kompromisløse tilgang til housemusik, hvor klassiske elementer møder tunge baslinjer og skarpe grooves, har han skabt sig en solid position på den moderne house-scene. Nu er det Tinderbox’ tur til at opleve hans unikke energi.

Julian Jordan

Julian Jordan har gennem det seneste årti markeret sig som en af de mest innovative navne på EDM-scenen. Kendt for sin energiske lyd og skarpe produktioner har han leveret utallige festivalfavoritter, og hans tilbagevenden til Magicbox bliver med et arsenal af hårdtslående tracks.

Lucas & Steve

Lucas & Steve, der sidst gæstede Magicbox i 2018, er kendt for deres feel-good house, men duoen har de seneste år udforsket en tungere og mere energisk lyd. Med en kombination af melodiske hooks og festivalvenlige drops er deres comeback på Tinderbox endnu en grund til at glæde sig til sommerens store elektroniske fest.

Korolova, olympe, Emma Lincoln og Kaddi

Ukrainske Korolova er en af de hurtigst voksende navne inden for melodisk techno. Hendes evne til at skabe smukke, følelsesladede opbygninger har skaffet hende fans verden over.

Italienske Olympe er endnu en spændende debutant på programmet. Med udgivelser på Afterlife og Tomorrowland Music har hun allerede sat sit aftryk på techno-scenen, og hendes hypnotiske lydunivers trækker publikum ind i en intens og atmosfærisk oplevelse.

København bliver også repræsenteret på Magicbox, når både Emma Lincoln og Kaddi Sawaneh gør deres debut på scenen. Emma Lincoln er kendt for sin evne til at sammensætte genre-flydende sets, der byder på musikalske overraskelser fra hele verden. Kaddi Sawaneh har opbygget et solidt ry på den danske klubscene og som tour-DJ for Kesi. Hun bringer en uforudsigelig og energisk stil til Magicbox.

Se spilletider allerede nu

Med dagens offentliggørelser er årets program tæt på fuldendt, og derfor kan alle de offentliggjorte artisters præcise spilletidspunkerne nu ses på program-siden.

Tjek det nu nu og lad planlægningen af dit TB25 begynde!