Scissor Sisters, The Streets og 7 flere til TB25

27. januar 2025

Fra danske hitmagere til ikoniske verdensstjerner: Vi har i dag løftet sløret for ni nye navne til plakaten – og der kommer mere lige om lidt!

Scissor Sisters

Amerikanske Scissor Sisters kunne sidste år annoncere deres comeback til livescenen efter hele 12 års fravær, da de løftede sløret for en omfattende UK-tour i 2025 – og nu kan danske fans også se frem til endelig at opleve de flamboyante showmen igen. Godt 20 år efter udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum står New York-gruppen stadig som ikoner på den internationale disco/pop-scene og som foregangsmænd for den sprudlende queer-scene, som kun er vokset siden deres begyndelse i start 00’erne.

The Streets

The Streets, det musikalske alias bag den karismatiske rapper Mike Skinner, har leveret mange mindeværdige live shows og udgivet flere album, der blev skelsættende for den britiske hiphop-scene. Med sin unikke blanding af grime, garage, melodisk hiphop og knivskarpe humoristiske tekster var plader som A Grand Don’t Come For Free og Original Pirate Material banebrydende, og The Streets blev på én gang både kult og kommerciel.

Natasha Bedingfield

Den multi-platinsælgende popsanger Natasha Bedingfield er kendt for udødelige 00’er-hits som ”Pocketful of Sunshine”, ”These Words” og ikke mindst ”Unwritten”, som udover at være selvskrevne til dansegulvet også indtog soundtracket til en række populære film og serier som Easy A, Anyone But You, The Sisterhood of the Traveling Pants og The Hills. Dengang som i dag klinger Natasha Bedingfields sange stadig verden over – særligt ”Unwritten”, som har rundet 1 milliard streams på Spotify og i løbet af 2024 haft massiv succes blandt det yngre publikum på TikTok.

Reyna tropical

Uanset vejret bringer Reyna Tropical varme rytmer til Tusindårsskoven, når den mexicansk-amerikanske artist udfolder sin anmelderroste blanding af alt fra congolesiske, pruvianske og mexicanske musiktraditioner til budskaber om queer kærlighed, femininitet og spiritualitet.

Danske legender og nye hitmagere

Udover de fire internationale tilføjelser til programmet melder fem danske artister også deres ankomst.

Rockveteranerne i Dizzy Mizz Lizzy vender endelig tilbage på festivalen efter deres seneste optræden i 2018. Med sange som ”Silverflame”, ”Love Is a Loser’s Game”, ”Glory” og ”Waterline” har trioen med Tim Christensen i front spillet en enorm rolle på den danske rockscene, og nu er de klar til igen at sende sveddryppende guitarriffs gennem Odense.

Også erfarne kræfter i form af Love Shop og Hugorm vender tilbage til festivalen med hver deres række af anmelderroste koncerter i bagagen, mens festivalen også løfter sløret for to stortalenter, som i løbet af de seneste år har været med til at sætte deres præg på poplandskabet.

Ida Laurberg spillede i 2023 for første gang på festivalen som erstatning for engelske Dylan, men har siden da kun set sin karriere blomstre yderligere med tilføjelsen af et show på Roskildes Orange Scene, udgivelsen af debutalbummet Bænkevarmer og en række nye singler som ”Mellem Mor Og Far”, ”Det’ Bare Sådan Det Ser Ud”, ”god dag” og ”Min Ven”.

August Høyen har i løbet af de seneste år slået sit navn fast herhjemme med sine umiddelbare sange, hudløse ærlighed og soul-fulde univers. Med en række udsolgte shows i bagagen er han klar til at indhylle Tusindårsskoven i sit nærvær.

programændring

Det danske stjerneskud ROYA skifter spilledag og er nu programsat til fredag.

Nye billettyper og prisstigning

Fredag den 31. januar kl. 10.00 sættes de sidste billettyper til TB25 til salg. Det gælder TB Camping, parkering og et begrænset antal 2-dagsbilletter.

Fredag den 7. februar kl. 23.59 stiger prisen på alle billettyper undtagen camping og parkering. Der er fortsat stor efterspørgsel på alle billettyper, så vent ikke for længe med at sikre din TB25-billet.

Se alle billetter og priser på billetsiden.