Take that kickstarter plakaten til 2027
28. august 2026

Tusindårsskoven kommer til at skinne, når Take That indtager Tinderbox i 2027
Den ikoniske gruppe blev dannet i Manchester i 1990 som et britisk modsvar på tidens mange populære amerikanske boybands. Gruppen kom dog hurtigt ud over Englands grænser, da hele verden faldt for deres kombination af pop, R&B, soul og store melodiske ballader.
Med ørehængere som ”Back for Good”, ”Relight My Fire” og ”Pray” dominerede de verdens hitlister i midten af 1990’erne, og BBC beskrev dengang Take That som “det mest succesfulde britiske band siden The Beatles – elsket af gamle såvel som unge”.
Gennem årene har gruppen haft forskellige konstellationer, primært centreret omkring de tre nuværende medlemmer Gary Barlow, Howard Donald og Mark Owen, men har også tidligere inkluderet både Jason Orange og Robbie Williams.
Efter 10 års pause fandt Take That sammen i 2006 og udgav de følgende år flere store hitsingler som ”Patience”, ”Shine”, ”Rule The World” og ”The Flood”.
Senest har gruppen afsluttet en række storslåede, udsolgte stadionkoncerter i Storbritannien, og de har netop udgivet en håndfuld nye singler som forløbere til deres kommende 10. studiealbum, der ventes at udkomme i slutningen af 2026. Og næste sommer kan du altså glæde dig til at opleve Take That i Tusindårsskoven i Odense.
Tag den – og fest med på TB27.