• Lørdag
  • 16:15 – 17:30
  • Blå Scene

Stine Bramsen er på en klar mission, når hun træder op på en scene. Hun vil give publikum en musikalsk oplevelse, hvor der både er plads til at feste og græde, og hvor man har følt sig underholdt hele vejen igennem.

Den mission lykkedes hun i høj grad med, da hun sidste sommer drog på turné med sit seks personer store band og to meget klare principper: At bandet skal spille alt live uden nogle former for backtrack, og at bandet skal bestå af både mænd og kvinder. 

Anmeldelserne talte sit tydelige sprog. Blandt andet skrev Politiken, at Stine Bramsen var i ”fuld kontrol over sin sprudlende naturkraft af en stemme,” mens GAFFA roste koncertens høje musikalske niveau og takkede hende for at være ”en kunstner med holdning til tingene.”

At Stine Bramsen er en kunstner med holdning til tingene, stod især klart på hendes andet, storroste soloalbum Blonde & Blank, som udkom sidste år. På albummet tog Stine Bramsen et opgør med nogle af de mange fordomme og stereotyper, hun ofte bliver mødt med som kvindelig popsanger, ligesom hun rent musikalsk udforskede nye facetter af sin lyd – særligt med tilføjelsen af guitar og et generelt mere rocket udtryk.

Når Stine Bramsen og hendes band går på scenen på Tinderbox, vil de både præsentere sangene fra Blonde & Blank og gamle sange fra både solokarrieren og tiden i Alphabeat. Det bliver godt. Rigtig godt.