- Torsdag

Den anmelderroste fynbo Simone Tang åbner Tinderbox 2025.
Igen i år præsenterer Tinderbox et spændende lokalt navn, der får æren af at skyde festivalen i gang, og i år er det stortalentet Simone Tang, du kan glæde dig til at opleve som festivalens første musikalske optræden.
Simone Tang har allerede spillet på et væld af scener, blandt andet som guitarist for Ida Laurberg og bassist for Ki!, men 2024 blev året hvor, hun for alvor slog sit eget navn fast på den danske musikscene med debutalbummet Things I Remember.
Albummet tog mildest talt den danske anmelderstab med storm. Musikken vækker mindelser om tidligere tiders helt store singer-songwritere og giver én lyst til at afspille det på en gammeldags pladespiller. Teksterne er dog nutidige skildringer og fortællinger fra Simones liv. Personlige historier med universelt perspektiv, der gør det svært at pege på, hvem en typisk Simone Tang-fan vil være. For os at se, er det alle, der har brug for at sænke tempoet bare for en stund, tage en dyb indånding og lade sig forføre af en af landets mest unikke vokaler og største sangskrivertalenter.
Tror du ikke på os, så læs nogle af de ord, hun har fået med på vejen:
”Det er i al sin enkelthed verdensklasse” – GAFFA, 5 stjerner
”Simone Tang får hele samlingen til at lyde som evergreens” – Weekendavisen
”En stemme og en akustisk guitar. Mere skal der ikke til for at slå mig omkuld i tusmørket, når man skriver så forførende og stemningsfulde sange som Simone Tang” – Politiken, 5 hjerter
Vi glæder os til at præsentere dig for Simone Tang, når hun officielt åbner Tinderbox 2025.