- Lørdag

Reyna Tropical skruer op for varmen på Tinderbox.
Reyna Tropical tager dig med på en rejse gennem et væld af forskellige genrer, hvor ordet ”tropical” går igen som lydbilledets røde tråd.
Gruppen startede egentlig som en duo i 2016. Fabi Reyna og Nectali ”Sumo” Diaz var begge født i Mexico, men opvokset i USA, og de fandt hinanden i deres fælles erfaringer med det at vokse op i USA med blandet kulturel baggrund.
I 2022 ramte tragedien dog, da Díaz gik bort og Fabi Reyna stod alene tilbage. Gennem sorgen fandt hun styrken til at fortsætte og skabe debutalbummet Malegría i hyldest til hende og Díaz’ oprindelige mission om at skabe en musikalsk platform der rummer både glæden og uretfærdigheden der lever simultant i sfæren af queer-kærlighed og afrikansk-mexicansk kultur.
Albummet byder på et moderne musikalsk univers, der pulserer af liv fra blandt andet congolesiske rytmer, peruviansk chicha og mexicansk zapateado og en festlig hyldest til queer kærlighed og feminin sensualitet.
Fabi Reyna er et kreativt unikum, som – inden hun skabte Reyna Tropical – både har grundlagt She Shreds Media, optrådt som DJ og producer og spillet guitar for blandt andre R&B-sangerinden Raveena og rockbandet Sleater-Kinney. I dag driver hun også ”Tropical Collective” – et fællesskab af fans, venner, DJ’s, producere og musikere, der sammen arbejder for at løfte kulturen for den tropiske diaspora.
Vi glæder os til at opleve Reyna Tropical på Tinderbox til sommer.