RAYE
Milliard-streamende popsangerinde kommer til Tinderbox med skelsættende debutalbum.
- Fredag

RAYE er ikke bare en brillant sangerinde og sangskriver (som blandt andet har skrevet sange til kunstnere som John Legend, Khalid og Beyonce). Hun er også en af de største fightere i musikindustrien, som ikke altid er lige nem at være i.
Den unge sangerinde og sangskriver drømte om at udgive albums, men fandt ud af, at hendes pladeselskab havde andre interesser. For på trods af, at hun havde underskrevet en kontrakt på fire albums, nægtede de at lade hende udgive sin første fuldlængder, og placerede hende i stedet som gæste-feature på store produceres sange. Hun høstede millioner af streams for up-tempo, feststemte dance-baskere som ”Secrets” med Regard og ”You Don’t Know Me” med Jax Jones, men debutalbummet udeblev.
Efter åbent at have fortalt om sin kamp med pladeindustrien, kunne hun i sommeren 2021 dele, at hun var sluppet ud af sin kontrakt, og den 3. februar 2023 lander hendes debutalbum My 21st Century Blues langt om længe med 15 sange, der er mere R&B og hiphop, end det er #1 pophits, og mere disco end det er dance.
Vi har allerede fået album-singler som ”Black Mascara.” og ”Escapism” (feat. 070 Shake), som bliver spillet hyppigt i radioen herhjemme, har rundet over 100 millioner streams og tegner et lovende billede af RAYE og hendes nye fremtid i musikindustrien.
Lige nu lytter mere end 28 millioner til RAYE på Spotify på månedlig basis, og det er et soleklart bevis på, at RAYE klarer sig bedre end godt på egen hånd. RAYE har genfundet sig selv og fået selvtilliden tilbage, og hun skriver sange til alle jer, der kan relatere til at overkomme livet, når det er allerhårdest.