• Fredag
  • 00:00 – 01:30
  • Rød Scene

Maroon 5 behøver næææsten ikke en introduktion, for deres indflydelse på 00’erne og 10’ernes poplandskab er og har været stort set umulig at overse!

Listen over hits, som Maroon 5 gennem tiden har været afsender på, er, for at sige det mildt, lang. Få nulevende bands har nydt så stor succes, som Maroon 5 har med intet mindre end 32 Billboard Hot 100-placeringer. Faktisk formåede bandet at figurere på den prestigefulde hitliste hvert eneste år fra 2010 til 2021. Læg tre GRAMMY awards, over 90 millioner albumsalg, 550 millioner solgte singler og guld- og platincertificeringer i mere end 35 lande oveni hatten, og du har et billede af Maroon 5’s vilde bedrift. 

Det hele startede dog tilbage i 2002 med det skelsættende album Songs About Jane, der satte Adam Levine og co. på det musikalske verdenskort med sange som ”This Love”, ”She Will Be Loved” og ”Sunday Morning”. Siden da har deres syv album store bagkatalog budt på singler som ”Makes Me Wonder”, ”Misery”, ”Sugar”, ”Moves Like Jagger” med Christina Aguilera og en række andre samarbejder med toneangivende artister som Cardi B, Kendrick Lamar, Nipsey Hussle, Megan Thee Stallion, SZA, Juice WRLD, Future og A$AP Rocky.

Der er lagt op til et absolut brag af en popfest, når Maroon 5 vælter Tinderbox 2023!

Maroon 5 spiller på Tinderbox fredag den 23. juni 2023.