• Torsdag

Love Goes On Forever, når man taler om Love Shop.

Siden 1986 har Love Shop været garant for tidløse tracks, der tager dig direkte fra Berlins dybgrønne somre til skøjteløb på Bagsværd Sø. Med Jens Unmack som frontfigur og et bagkatalog fuld af udødelige sange, har Love Shop altid balanceret det melankolske med det euforiske.

Albums som 1990, Go! og Anti satte barren højt med hits lige fra ”En Nat Bliver Det Sommer” og ”Copenhagen Dreaming” til ”Love Goes On Forever”. Sange, der alle er en del af dansk musiks DNA. 

Selvom tabet af medlemmerne Hilmer Hassig og Henrik Hall kunne have sat et punktum for gruppen, valgte Jens Unmack at skrive videre på historien – og godt for det. Albummet Blues Europa fra 2022 beviste, at Love Shop stadig er på toppen. Melankolien er dybere, melodierne skarpere, og sangskrivningen er gribende som altid.

Når Love Shop vender tilbage til Tusindsårsskoven, er det med en energi og relevans, der sætter dem i en liga for sig. Love Shop er lyden af, hvad dansk rock kan, når det er allerbedst.