- Torsdag
Lamin sætter en ny, skarp agenda for morgendagens hiphopscene.
Manden, der har været umulig at komme udenom det sidste år. Lamin, også kendt som Lams, har på rekordtid slået sig fast som en af Danmarks mest banebrydende rappere. Med sin unikke blanding af dybt personlige tekster og genreudfordrende produktioner, har han sat sig selv solidt på det danske musiklandkort.
Efter tidligere at være gået all-in på afrobeats og amapiano, ændrede Lamin kurs på sit nyeste album. På SkyLL fra 2024 prøver Lamin kræfter med rage rap og konfronterer sin opvækst og forholdet til sin fraværende far. Albummet blev streamet over 1,6 millioner gange det første døgn, og SkyLL er resultatet af to års dedikeret arbejde, hvor han både hylder hiphoppens rødder og skubber grænserne for, hvad genren kan rumme. Det er kronen på værket i et i forvejen forrygende år.
Med ikoniske hits som ”Window” og ”Gode Dage, Gode Drinks” samt prominente features med blandt andre Artigeardit, Gilli og Ukendt Kunster, sætter Lamin nye standarder for dansk hiphop. Hans skarpe lyrik og rå energi har sikret ham priser som ’Årets Nye Navn’ ved DMA og P3 Prisen 2024.
Lamin er drevet af integritet, og rejsen mod toppen fortsætter ufortrødent, mens han sætter en ny, skarp agenda for morgendagens hiphopscene, selvfølgelig med stop i Tusindårsskoven.