Kölsch
Kölsch er en af Danmarks største elektroniske eksporter og klar til Magicbox.
- Fredag
- Magicbox

Kölsch er en af Danmarks største elektroniske eksporter og klar til Magicbox.
Den danske DJ og producer Rune Reilly Kölsch er en af Danmarks største elektroniske eksporter og en af de mest anerkendte kunstnere inden for melodisk techno og house. Hans musikalske rejse begyndte som Rune RK med det globale hit “Calabria”, men som Kölsch har han skabt sig en international karriere og sat et markant aftryk på den elektroniske scene.
Kölsch slog for alvor igennem med albummet “1977”, hvor han tog lytterne med på en musikalsk rejse gennem sine barndomsminder. Siden fulgte de succesfulde udgivelser “1983”, “1989” og senest “I Talk To Water”, hvor han på personlig vis hylder sin afdøde far ved at væve optagelser fra farens musikalske arkiver ind i sine produktioner. Resultatet er en unik kombination af personlige fortællinger og melodisk dybde.
Med sin tyske og irske baggrund, opvæksten i Københavns fristad Christiania og et stærkt internationalt udsyn har Kölsch skabt en helt særlig lyd. Han er også kendt for sin ikoniske hat, der er blevet et symbol på hans unikke stil og genkendelighed på scener verden over. Fra legendariske klubber som Berghain og Fabric til festivaler som Coachella og Tomorrowland har han gang på gang bevist, hvorfor han er blandt genrens allerstørste.
Når Kölsch i sommeren 2025 for første gang står på Magicbox, er det med et show, der lover både energi og nærvær. Forbered dig på en uforglemmelig debut fra en kunstner, der i mere end et årti har fortryllet publikum verden over.