• Torsdag
  • 16:00
  • Magicbox

Hollandsk energibombe gør klar til Magicbox.

Julian Jordan har været en del af den elektroniske musikscene, siden han var teenager, og hans navn bliver kun større. Som blot 16-årig blev han opdaget af Spinnin’ Records, og fra det øjeblik var hans liv delt mellem studie og scenen. Han er vokset op som turnerende artist, og gennem det seneste årti har han finpudset sin lyd og skabt en unik fusion af rå bas, skarpe grooves og kompromisløse drops. Hans energiske stil og konstante innovation har gjort ham til en favorit blandt både fans og kollegaer – og i 2025 står han klar til at tage Magicbox med storm.

Hans tætte venskab og samarbejde med landsmanden Martin Garrix har gennem årene resulteret i en perlerække af klub- og festivalhymner. “BFAM” blev startskuddet på et musikalsk makkerskab, der senere har ført til eksplosive tracks som “Diamonds”“Welcome” og “Glitch”. Det er numre, der emmer af den umiddelbare, højenergiske stil, som både Garrix og Julian Jordan mestrer. I dag er han også en del af STMPD-familien, hvor han udgiver på Garrix’ label og fortsætter med at skubbe grænserne for sin lyd.

Men Julian Jordan har også markeret sig stærkt på egen hånd med tracks som “Losing My Head”“NRG” og “The Sound”, hvor han demonstrerer sin evne til at balancere skarpe grooves med tunge baslinjer og drops, der ryster dansegulvet. 

Når Julian Jordan i 2025 træder op på Magicbox-scenen, kan du forvente et show, hvor energien er i top fra første beat. Med en eksplosiv setliste, der blander rå power med præcise drops, er der garanti for en sveddryppende fest under åben himmel. Hvis du leder efter et sted at gå amok, har du lige fundet det.