- Torsdag

Oplev et funklende nyt country-håb, når amerikanske Dasha gæster Tinderbox.
Du kan godt allerede nu begynde at øve dig på dine bedste linedance-trin og finde cowboystøvlerne frem, for når Dasha spiller på Tinderbox, er der dømt countrypop fra højeste hylde.
Californiske Dasha lærte allerede som 8-årig at spille både guitar og klaver, og hun udgav sin første sang som blot 13-årig med finansiel hjælp fra sin far.
Da hun i 2021 udgav singlen ”Don’t Mean A Thing” var det imidlertid ikke med fars hjælp, men derimod via et stort pladeselskab, og to år efter udgav hun sit første album Dirty Blonde.
Det store gennembrud kom dog senere samme år, da hun i kølvandet på sit debutalbum udgav singlen ”Austin (Boots Stop Workin’)”, som skulle vise sig at vende op og ned på alt for Dasha.
Den ørehængende countrypopsang gik viralt og har i skrivende stund langt over 700 millioner afspilninger på Spotify alene. Også på platformen TikTok er ”Austin” blevet et hit, hvor der florerer over 200.000 videoer med fans, der danser den nu famøse ”Austin” linedance.
Dasha stormer frem med mange millioner fans globalt, og vi glæder os til at byde hende velkommen, når Tusindårsskoven bliver til Texas for en stund.