- Lørdag
- 19:15 – 20:15
- Teltscenen

Med kæmpehits som ”Lalala” (feat. Y2K) og ”edamame (feat. Rich Brian)” er den canadiske rapper de seneste år stormet ind på den globale hiphopscene, og der er intet tegn på, at han har tænkt sig at sætte farten ned foreløbigt.
I oktober 2022 landede det nye album bag or die, hvorfra nummeret ”piccolo” allerede er røget ind på de danske radiobølger som et pragteksemplar på bbno$’s skarpe øre for catchy hooks og ironiske tekster.
Bag aliasset (som udtales baby no money) gemmer sig Alex Gumuchian, som er født og opvokset i den canadiske storby Vancouver. Han startede tilbage i 2014 et kreativt kollektiv med sin ven og begyndte sideløbende med sin uddannelse på universitetet at fokusere på musikken. I 2017 kunne han sælge spillesteder ud så langt væk hjemmefra som Kina, og i 2020 eksploderede det, da ”Lalala” gik viralt på TikTok.
Nu har han mere end en milliard streams i bagagen, millioner af fans i ryggen, samarbejdet med prominente navne som Diplo og Yung Gravy, spillet udsolgte turneer i både USA og Europa og åbnet hovedscenen på den store britiske festival Reading & Leeds – for at nævne et udpluk af hans bedrifter.
Hvis du er kommet for at få et smil på læben og holde en fest, så vil du ikke misse bbno$’s optræden på Tinderbox!
bbno$ spiller på Tinderbox lørdag den 24. juni 2023.